Kickstart karrieren i Grønland

Er du eventyrlysten og jobsøgende? Så er der god grund til at rette blikket mod Grønland. Her er udfordringer og ansvar i jobbet fra første dag. Og du kan fange din egen aftensmad i fjorden udenfor døren.

Af: Lasse Lundberg Andreasen

Da Entrepriseleder hos Permagreen Grønland A/S, Rasmus Bondgaard søgte job i Nuuk, kendte han ikke det fulde omfang af, hvad den nye stilling rent faktisk indebar. Hvad han dog vidste var, at det ville være for kedeligt at blive i Danmark, efter han i sommer blev færdiguddannet som kandidat i teknologibaseret forretningsudvikling fra Aarhus Universitet.

Derfor var han også forberedt på, at hans først job skulle findes udenfor landets grænser og de trygge hjemmevante rammer.

»På det personlige plan var det vigtigt for mig at kunne komme ud og teste mig selv af. Jeg ville gerne væk fra sikkerhedsnettet her hjemme. Man kan nok sige, at jeg ville ud og stå på mine egne ben«, fortæller Rasmus Bondgaard over en Skype-forbindelse fra Nuuk.

Rasmus Bondgaard havde med andre ord gjort sig helt klart, at hvis chancen bød sig, ville han rejse ud i verden. Alligevel var det lidt overraskende for ham, da han efter jobsamtalen med Permagreen Grønland A/S på en fredag fik jobbet tilbudt dagen efter. Og at der om tirsdagen lå en flybillet til Nuuk i postkassen. Den hurtige proces var også et resultat af, at Rasmus Bondgaard s arbejdsgivere gjorde alt for at hans nye arbejdsliv kunne begynde så nemt som muligt.

»Jeg ankom til Grønland og fik stillet en bil til rådighed, og jeg kunne hurtigt finde mig til rette i den møblerede lejlighed i Nuuks udkant«, siger han.

At finde sine ben i en ny kultur

Nærmest fra landingshjulenes første kontakt med det grønlandske grundfjeld var Rasmus Bondgaard i gang med at lære, hvordan det er at arbejde så højt mod nord.

»Nogle tror måske, at det ligesom Danmark, bare et andet sted i verden. Sådan er det ikke. Arbejdsrytmer og rutiner er f.eks. meget anderledes end i Danmark. Det var utroligt hårdt at skulle lære alt fra bunden«, husker han.

Men den grønlandske gæstfrihed har til gengæld været en drivende kraft til at få den stejle læringskurve til at glide lidt i baggrunden.

»Folk her er vildt rare og hyggelige«, fortæller Rasmus Bondgaard.

»Stemningen blandt dem, som jeg samarbejder med er bare grundlæggende god og hyggelig og mine kollegaer er meget venlige«.

Nye opgaver med det samme

Da Rasmus Bondgaard søgte stillingen i Nuuk, havde han skrevet ordet eventyrlysten som en del af overskriften på ansøgningen. Det ord kan dække over en del, men forstår man en eventyrlysten som en person, der kaster sig ud i det meste, var det et velvalgt adjektiv. Rasmus Bondgaard er f.eks. kun tre måneder inde i sin ansættelse, men har allerede ansvaret for sprængning, når Permagreen Grønland A/S’ byggeprojekter går i gang. De normale jordbundsforhold i Danmark er nemlig ikke til stede i Grønland, så et nybyggeri begynder som regel med, at et stykke af grundfjeldet sprænges bort.

I det hele taget er der en del af den normale danske byggeproces, som ikke gør sig gældende i Grønland.

»Vi har f.eks. en kortere byggeperiode og logistik er noget, vi hele tiden skal tage i betragtning. Alle byggematerialer skal sejles hertil. Det tager op til en måned, hvis du lige skal have tilsendt noget ekstra materiel«.

Det stiller krav til, at Rasmus hele tiden er på forkant i byggeprocessen. Den slags ting er med til at gøre jobbet som entrepriseleder spændende, og er samtidig med til at styrke Rasmus Bondgaards fremtidige CV.

»Jeg er bestemt opmærksom på, at de kompetencer, jeg får i dette job, kommer mig til gavn i mine fremtidige jobs.«

Fantastiske muligheder for naturoplevelser

De tre første måneder er ifølge Rasmus Bondgaard fløjet hurtigt af sted. Det meste af tiden er gået med at arbejde og falde til i en ny by. Men Grønland indbyder til et meget aktivt fritidsliv, og den friske luft og de muligheder, som ligger lige uden for døren, har heldigvis også været en del af Rasmus Bondgaard første tid.

»Vi har bl.a. været på sejltur ude på fjorden med firmaet. Vi sejlede ned lidt syd for Nuuk, hvor vi samlede muslinger, som vi tilberedte i det fri og havde skydekonkurrence. Det var en stor oplevelse«, fortæller Rasmus Bondgaard.

Permagreen Grønland A/S

- er Grønlands største bygge- og anlægsvirksomhed med mere end 60 års erfaring. Permagreens spidskompetence er større byggerier, fra boligkomplekser til alle former for erhvervsbyggerier og dertilhørende anlægsarbejder. Den væsentligste del af vores egenproduktion udgøres af jord-, beton-, tømrer- og malerarbejde.

Permagreen

- beskæftiger omkring 300 medarbejdere og har hovedkontor i Nuuk, med afdelinger i Sisimiut, Maniitsoq, Qaqortoq og Narsaq. Permagreen har altid været med til at uddanne folk indenfor de brancher, vi repræsenterer og forstår vigtigheden i at bidrage til at få uddannet dygtige lokale folk. Vi har således løbende ca. 30 lærlinge, ingeniørpraktikanter, tømrer, malere m.fl. i uddannelsesforløb hos os.